Silkeborg Extrem Maraton 2012
Extrem Maraton løbes altid sidste weekend i maj, så kan du roligt sætte krydset i kalenderen til Extrem Maraton 2012 allerede nu.
Løbet er et 2-dages orienteringsløb i de smukke skove og temmeligt hidsige bakker omkring Silkeborg. Når du vælger distance, så skal du være opmærksom på at distancerne er opgjort i luftlinje, så det er ikke helt skævt at lægge 30-40% til, når man skal beregne den reelle distance, som du kommer til at tilbagelægge til Extrem Maraton 2012, dertil kommer de før omtalte højdemeter.
Extrem Maraton kan varmt anbefales, hvis man skal have en god weekend under åben himmel sammen med en god kammerat. Det er velplanlagt og gennemført af en rutineret flok adventureracere, og så er stemningen til løbet rigtigt god. Orienteringen er ikke vanvittig svær, men hvis du er totalt nybegynder på et orienteringskort, så vælg X35 og hold dig fra X35 Svær og de længere baner.
Løbet er inspireret af Original Mountain Marathon (OMM), som løbes i Skotland. Du kan finde flere oplysninger om Extrem Maraton 2012 i Silkeborg på www.extremmaraton.dk.