Ny barfodsløber

Ting man skal være opmærksom på som ny barfodsløber

Som ny barfodsløber skal du være opmærksom på, at løbestilen ved barfodsløb ikke er helt den samme som ved traditionelt løb. Fx vil man hurtigt holde op med at lande på hælen barfodet, da det er temmelig ubehageligt, når man ikke har den traditionelle løbeskos kraftige hælpolstring. Hvis du vil vide mere om løbeteknikker, så ligger der en række gode videoer på Youtube om de etablerede teknikker Chi running og Pose running.

På grund af den ændrede løbestil og på grund af manglen på polstring og støtte i en barfodsløbesko som fx Vibram FiveFingers (eller i de bare fødder for de rigtigt hardcore) vil du opleve at aktivere nogle muskler, som du normalt ikke bruger, og bruge både nye og ”gamle” muskler på en lidt anden måde, end du plejer. Det vil derfor være hårdere at løbe barfodet i begyndelsen.

Selvom du er født til at løbe barfodet, så skal du derfor starte langsomt op for ikke at overbelaste din krop. Du vil hurtigt føle, at du kan løbe rundt på bare fødder ligesom du løber normalt, især hvis du benytter barfodsløbesko, og ikke først skal have hærdet fødderne. Det tager dog tid at træne op, så tag det med ro og øg træningsmængden i bare fødder meget stille og roligt. Start fx bare med en tur rundt om blokken. Et overskueligt barfodsløb, som du kan begynde med at træne op til, er det 7,8 km lange ”Copenhagen Barefoot”-løb i Fælledparken i midten af maj.

Leave a Reply

*