Løberuter i Hareskovene

Hareskovene byder på gode løberuter tæt på København

Hareskovene er et kanon sted at løbetræne, og det er rigtigt nemt at komme dertil fra København. Skovene er kendetegnet ved et godt stisystem, gode bakker og ligesom i Rude Skov er der også et supergodt mountainbike spor, som man kan drøne rundt i. Det er ret morsomt at ligge og løbe om kap med mountainbikerne. De gør alt for ikke at blive overhalet af en løber.

Hareskovene er faktisk en række forskellige skove, der hænger sammen i et skovsystem. Måske derfor kan det i starten være lidt svært at finde rundt i dem, og dermed kan turen tilbage til bilen blive lidt længere end planlagt. Et godt tip er at holde styr på hvilke asfaltveje man krydser, hvis man gør det, så er det til at have med at gøre.


Jeg parkerer tit på en af de første parkeringspladser langs Skovlystvej (når man kommer fra Ballerupvej), så kan jeg nemlig slutte løbeturen af med en omgang på den simple forhindringsbane (armgang, balance, bomme man skal over og under). Banen er opsat lidt inde i skoven syd for Skovlystvej. Denne del af skoven er også dejlig kuperet, så der er rigelig mulighed for at få pulsen op.

Du kan også løbe ned langs Furesøen (i Nørreskoven). Det er en rigtig dejlig del af skoven, med stejle skrænter ned til søen. Mellem Furesøen og Bagsværd Sø ligger der også et stykke skov med nogle rigtigt fornuftige bakker, som man kan løbe intervaller på… Eller bare nyde turen.

Leave a Reply

*