Posts Tagged ‘Tæt på København’

Trail running i København

Hvor træner man trail running i København?

Kan det overhovedet lade sig gøre at træne trail running (løb ad små stier i terræn) i Københavns asfaltjungle? Ja, det kan det faktisk godt.

I Søndermarken på Frederiksberg er der både bakker og små spor man kan løbe ad. Det er ikke nogen fast rute, så man må selv kombinere sig lidt frem, men hvis man er lidt kreativ, så rummer Søndermarken rigtigt mange muligheder for en god gang urban trail running.

Jeg må indrømme, at det faktisk overraskede mig, hvor mange muligheder, der egentligt var. Jeg har gennem tiderne løbet masser af gange i Søndermarken, men jeg fået øjnene op for en hel ny måde at bruge parken på efter en time for fuld skrue med Moses Lovstad og Salomon. Selvom Rude Skov og Geel Skov stadig trumfer Søndermarken, hvad angår gode løbespor og varieret terræn, så er en gang urban trail running et rigtigt godt alternativ i en travl hverdag.

Trail running bør være en integreret del af et komplet løbeprogram, da terræntræning gavner dit løb på mange måder. Dine muskler og sener bruges mere varieret, end det er muligt at opnå på flad vej… Og så er det supersjovt.

Barfodsløb i København

Så får barfodsløberne deres eget løb i og omkring Fælledparken i København

Copenhagen barefoot arrangerer søndag den 15. maj 2011 et barfodsløb i og omkring Fælledparken i København. Løbet er 7,8km langt, men det er jo også et godt stykke på bare fødder.

Faktisk betyder barfodsløb ikke nødvendigvis, at man behøver at løbe barfodet. Der findes efterhånden mange gode barfodsløbesko-muligheder. Jeg bruger selv Vibram FiveFingers, jeg har også hørt godt om “sokkerne” fra zemgear.com, eller du kan prøve Terra Plana’s Neo-sko (den har jeg dog ikke hørt nogen tilbagemeldinger på).

Det koster kun 100 kr at deltage i dette københavnske barfodsløb, og du kan tilmelde dig på copenhagenbarefoot.dk. Hvis du beslutter dig for at prøve kræfter med barfodsløbet, så snart meget langsomt op, ellers løber du let ind i skader fordi kroppen ikke er vant til det.

Løberuter i Hareskovene

Hareskovene byder på gode løberuter tæt på København

Hareskovene er et kanon sted at løbetræne, og det er rigtigt nemt at komme dertil fra København. Skovene er kendetegnet ved et godt stisystem, gode bakker og ligesom i Rude Skov er der også et supergodt mountainbike spor, som man kan drøne rundt i. Det er ret morsomt at ligge og løbe om kap med mountainbikerne. De gør alt for ikke at blive overhalet af en løber.

Hareskovene er faktisk en række forskellige skove, der hænger sammen i et skovsystem. Måske derfor kan det i starten være lidt svært at finde rundt i dem, og dermed kan turen tilbage til bilen blive lidt længere end planlagt. Et godt tip er at holde styr på hvilke asfaltveje man krydser, hvis man gør det, så er det til at have med at gøre.


Jeg parkerer tit på en af de første parkeringspladser langs Skovlystvej (når man kommer fra Ballerupvej), så kan jeg nemlig slutte løbeturen af med en omgang på den simple forhindringsbane (armgang, balance, bomme man skal over og under). Banen er opsat lidt inde i skoven syd for Skovlystvej. Denne del af skoven er også dejlig kuperet, så der er rigelig mulighed for at få pulsen op.

Du kan også løbe ned langs Furesøen (i Nørreskoven). Det er en rigtig dejlig del af skoven, med stejle skrænter ned til søen. Mellem Furesøen og Bagsværd Sø ligger der også et stykke skov med nogle rigtigt fornuftige bakker, som man kan løbe intervaller på… Eller bare nyde turen.

Løberuter i Geel Skov

Løberuten i Geel Skov går over masser af bakker og ad små snedige stier

Geel Skov er en af mine yndlingsskove at løbe i. Den hører til de mindre skove, men den er ikke desto mindre en løbetur værd. Det er skovens mange bakker og muligheden for at løbe af små snørklede spor, der gør den sjov at løbe i.

Hovedbakken er selvfølgelig Geel Bakke, som er den store bakke man passerer, når man kører af Kongevejen fra Virum mod Holte. Der ligger en parkeringsplads på toppen af bakken, hvorfra man kan begynde turen.

Har man brug for at træne lange bakkeintervaller, så kan man i stedet for at løbe inde i skoven også bruge cykelstien langs Kongevejen til at træne. Man kan faktisk løbe ca. 400m uafbrudt om ad bakke. Det kender jeg ikke andre steder i nærheden af København, hvor man kan.

Man skal heller ikke snyde sig selv for en anden og mindre benyttet del af Geel Skov nemlig det Danske Schweiz (også kaldet Ravneholm). Som navnet siger er der nogle rigtigt gode bakker i denne del af skoven, som ligger langs Mølleåen, som man også kan bruge som del af løberuten. Vil man gerne i en lidt større skov, så ligger den større Rude Skov tæt på.