Maraton
Hedelands Bjergløb 2012
Prøv kræfter med bjergløb mellem Roskilde og København
”Nogle få sekunder kan jeg nyde udsigten til Roskilde Domkirke, mens jeg får puls og vejrtrækning under kontrol igen, og kan begynde nedstigningen fra Skibakken”. Hedelands Bjergløb er med andre ord en god mulighed for at løbe et godt terrænløb i flot natur under 40km fra København.
Hedelands Bjergløb foregår i en nedlagt grusgrav, og ruten er en rundstrækning på 10,5 km på grusstier og enkelte smalle skovstier. En gang rundt i grusgraven er således noget anderledes end en hurtig tur på asfalt. Det er hård rute med mange korte og stejle stigninger, og den 50 meter høje Skibakke skal besejres på hver omgang. Man kan dog selv vælge, om der skal løbes 1, 2, 3 eller 4 omgange, så der er noget at rive i for alle niveauer.
Løbet har været afholdt gennem flere år, og du bliver således behørigt udstyret med chip til tidtagning, og der er sørget for 3 depoter på ruten med vand, saft, cola, bananer, druesukker, rosiner m.v. Arrangørerne er FHI Fløng Kondi og IF Tune Trim, og Hedelands Bjergløb afholdes næste gang den 15. april 2012 kl. 10.00. Du kan læse mere om løbet på www.hedelandsbjerglob.dk.
Fløng Kondi arrangerer træningsløb i området en gang om måneden
Påtænker du at løbe Hedelands Bjergløb eller et andet kuperet løb som Helvede i Nord, og du ikke er vant til bakker, så kunne det være en god ide at deltage i et af de månedlige Hedelandsløb. Ruten er anderledes end til Bjergløbet og du kommer kun halvvejs op af Skibakken, men får alligevel en fornemmelse af hvad det vil sige at løbe i terræn og bakker. Hedelandsløb afholdes den første søndag i hver måned kl. 10.00. Du kan finde mere information på www.flongkondi.dk under Hedelandsløb.
Berlin Marathon 2011
Oplev fantastisk stemning for fuld fart til Berlin Marathon 2011
De over 1 million tilskuere til Berlin Marathon vil igen i 2011 skabe en fantastisk stemning, og vil du heppes lidt ekstra på så husk at klæde dig i de danske farver ca. 50.000 af folkene i heppekoret er nemlig danskere. Tilskuerne bær dig frem med deres råb, og de står skulder ved skulder langs hele ruten. Du vil også passere en del bands og anden underholdning, der bidrager til festen.
Berlin Marathon 2011 løbes ligesom de andre år ad brede boulevarder på en fald rute, så det er det perfekte løb at sætte personlig rekord ved. Der er også blevet sat verdensrekord på maratondistancen mere end en gang på maratonet i Berlin. Det er således en endnu fladere og hurtigere rute end Copenhagen Marathon.
Målet for Berlin Marathon er ikke Brandenburger Tor! Det kunne man godt tro, og det er sikkert ret skægt at stå lige efter monumentet og se udtrykket i løbernes øjne, når det går op for mange af dem at der lige mangler et par hundrede meter mere.
Som tilskuer til Berlin Marathon behøver man heller ikke kun stå et sted under hele løbet. Det er relativt nemt at skifte placering, da der ofte ikke er ret langt på tværs af løbets rundstrækning.
Sæt også lidt tid af til afhentningen af dit startnummer til Berlin Marathon 2011 på Tempelhof. Her er der masser af billigt løbetøj og tysk byfeststemning. Er det ikke nok for dig at deltage i selve maratonløbet, så bliver der dagen før løbet arrangeret et rulleskøjteløb på samme rute.
Berlin Maraton løbes 25. september 2011. Du kan finde mere information og tilmelde dig på Berlin Marathons hjemmeside.
Copenhagen Marathon 2011
Copenhagen Marathon 2011 er løbet for dig, der vil have god stemning, masser af tilskuere og en rute, der er velegnet til at sætte den personlige rekord.
Copenhagen Marathon 2011 er årets store byløb i København. Stemningen ved løbet er god og logistikken er velfungerende, så hvis man vil løbe et storby maraton på dansk grund, så er Københavns maraton et godt bud.
Der er fantastisk opbakning fra tilskuerne langs hele ruten, og det er noget der bærer en frem, når man begynder at få lidt ondt i poterne. – Jesper Burlin
Det ligger i kategorien af hurtige maratons, her ligger også Berlin Marathon, som nok er det mest velegnede til at sætte personlig rekord. Der vil dog for de flestes vedkommende være knap så mange venner og bekendte til heppe én fremad i Berlin, som der vil hvis man vælger at prøve kræfter med maraton i Københavns gader.
Har du besluttet dig for at løbe maratonløbet, så er der åbnet for online tilmelding til Copenhagen Marathon 2011.