Løberuter

Løberuter i Folehaveskoven og Rungsted Hegn

Folehaveskoven og Rungsted Hegn byder på godt hverdags-terrænløb.

Kommer man ad Caroline Mathilde stien fra Trørød Hegn og krydser Sandbjergvej, så kommer man til Folehaveskoven. Det første du kommer til er en lille grusparkeringsplads. I det venstre (nordvestlige) hjørne finder du en lille skovsti. Denne sti kan du følge hele vejen op langs siden af skoven. Du skal holde til højre, når du kommer ind i skoven, hvis du vil løbe direkte over i Rungsted Hegn.

Skovene er hvad jeg kalder dansk normalskov, ikke nogen unik naturoplevelse, men glimrende til en løbetur i grønne omgivelser. Begge skove har fine ridespor, gode små stier og masser af kuperet terræn til at krydre løberuten med. Folehaveskoven og Rungsted Hegn kan bruges som afslutningen på turen fra Dyrehaven, gennem Jægersborg Hegn, videre gennem Trørød Hegn, så kan man bare tage Kystbanen tilbage. Ellers egner skovene sig glimrende til en times løb eller halvanden.

Hvis du er mindre eventyrlysten, hvad angår vejfindingen, så er der også afmærkede løberuter i Rungsted Hegn.

Løberuter i Hareskovene

Hareskovene byder på gode løberuter tæt på København

Hareskovene er et kanon sted at løbetræne, og det er rigtigt nemt at komme dertil fra København. Skovene er kendetegnet ved et godt stisystem, gode bakker og ligesom i Rude Skov er der også et supergodt mountainbike spor, som man kan drøne rundt i. Det er ret morsomt at ligge og løbe om kap med mountainbikerne. De gør alt for ikke at blive overhalet af en løber.

Hareskovene er faktisk en række forskellige skove, der hænger sammen i et skovsystem. Måske derfor kan det i starten være lidt svært at finde rundt i dem, og dermed kan turen tilbage til bilen blive lidt længere end planlagt. Et godt tip er at holde styr på hvilke asfaltveje man krydser, hvis man gør det, så er det til at have med at gøre.


Jeg parkerer tit på en af de første parkeringspladser langs Skovlystvej (når man kommer fra Ballerupvej), så kan jeg nemlig slutte løbeturen af med en omgang på den simple forhindringsbane (armgang, balance, bomme man skal over og under). Banen er opsat lidt inde i skoven syd for Skovlystvej. Denne del af skoven er også dejlig kuperet, så der er rigelig mulighed for at få pulsen op.

Du kan også løbe ned langs Furesøen (i Nørreskoven). Det er en rigtig dejlig del af skoven, med stejle skrænter ned til søen. Mellem Furesøen og Bagsværd Sø ligger der også et stykke skov med nogle rigtigt fornuftige bakker, som man kan løbe intervaller på… Eller bare nyde turen.

Løberuter i Rude Skov

Rude Skov er den suverænt bedste løbeskov i nogenlunde nærhed af København

Mente du “Rude Skov og løb”
Du bliver aldrig træt af at lægge løberuten i Rude Skov. Skoven er meget større end den nærliggende Geel Skov, og er mere kuperet end Jægersborg Hegn og Dyrehaven.

Rude Skov kan dog på grund af sin størrelse være lidt svær at finde rundt i de første par gange, man løber i skoven. Hvis man vælger ikke at følge de afmærkede ruter, så er min anbefaling, at man bruger den store gennemgående vej som pejlemærke, så kan det ikke gå helt galt.

Der er mulighed for at lægge sin løberute af flere afmærkede ruter. Mountainbike ruten, blå rute, er ca. 10km. Den tager løberen godt rundt i skoven og over de højeste punkter. Selvom jeg sagtens kan finde rundt i skoven, så løber jeg tit blå rute, fordi det simpelthen er suveræn terræn- og bakketræning.

Man kan også benytte den kortere Lysløjpe på 2,5km. Den er tilmed belyst mellem kl. 15 og 22 i vinterhalvåret. Lysløjpen er meget kuperet og er derfor rigtig god til at træne op- og nedløb.

En anden mulighed er at benytte Rude Skov til at øve sine orienteringsfærdigheder, og samtidig komme rigtigt ud i terrænet mellem stierne. Det kan du gøre ved at løbe o-løb i Rude Skov. Der bliver bl.a. sat en ny orienteringsbane ud hver 14. dag, som kan benyttes, når det passer dig.

Det var et lille udpluk af mulighederne i Rude Skov. Jeg kan klart anbefale, at man udforsker skoven på egen hånd, for den har virkeligt meget at byde på.

Løberuter i Geel Skov

Løberuten i Geel Skov går over masser af bakker og ad små snedige stier

Geel Skov er en af mine yndlingsskove at løbe i. Den hører til de mindre skove, men den er ikke desto mindre en løbetur værd. Det er skovens mange bakker og muligheden for at løbe af små snørklede spor, der gør den sjov at løbe i.

Hovedbakken er selvfølgelig Geel Bakke, som er den store bakke man passerer, når man kører af Kongevejen fra Virum mod Holte. Der ligger en parkeringsplads på toppen af bakken, hvorfra man kan begynde turen.

Har man brug for at træne lange bakkeintervaller, så kan man i stedet for at løbe inde i skoven også bruge cykelstien langs Kongevejen til at træne. Man kan faktisk løbe ca. 400m uafbrudt om ad bakke. Det kender jeg ikke andre steder i nærheden af København, hvor man kan.

Man skal heller ikke snyde sig selv for en anden og mindre benyttet del af Geel Skov nemlig det Danske Schweiz (også kaldet Ravneholm). Som navnet siger er der nogle rigtigt gode bakker i denne del af skoven, som ligger langs Mølleåen, som man også kan bruge som del af løberuten. Vil man gerne i en lidt større skov, så ligger den større Rude Skov tæt på.