Archive for September 2012

Original Mountain Marathon i UK og Silkeborg

Er du klar til Original Mountain Marathon nu, eller venter du til Silkeborg i maj

Der er omtrent en måned til, at Original Mountain Marathon (OMM) løber af stablen i området omkring Howgills i det nordlige England. Lokationen skifter år for år, og sidste år blev det løbet i Skotland. Hvis man ikke allerede har formen og har fået øvet sig på kortet, så vil jeg ikke anbefale dette løb, da hverken terræn, klima eller orientering gør livet let for deltagerne.

Dette år blev Danmarks bedste to-dages makkerpar orienteringsløb afviklet for tiende år i træk, og i den forbindelse blev det også optaget i OMM serien. OMM i Silkeborg løbes altid i sidste weekend i maj, og selvom terræn og orientering giver selv hærdede løbere udfordringer, så er klimaet en del behageligere end det nordlige UK i slutningen af Oktober.

OMM i Silkeborg X50

I mål til en 4. plads på OMM X50 i Silkeborg efter lidt under 9 timers løb over 2 dage

Hvad skal du kunne for at deltage i OMM?

Du skal kunne løbe distancen. Kort og godt. Selvfølgelig kan dig og din makker gå lidt en gang imellem, men hvis I har i sinde at løbe efter placeringer, så skal der løbes, når det går nedad, når det er fladt, og når det ikke stiger alt for meget. Der er mange bakker i Silkeborg, men det er stadig forholdsvis fladt i forhold til de områder OMM bliver løbet i i UK.

Dernæst skal du kunne læse kort. Det er ikke normale orienteringskort (1:10.000) man løber på, men kort af en noget større målestok (1:25.000). Især i OMM UK er det afgørende, at du er nogenlunde fortrolig med højdekurver, da der tit ikke er så mange andre kendetegn i terrænet. I Silkeborg har de forskellige sværhedsgrader af orienteringen.

Hvilken OMM bane skal du vælge?

Du kan som sagt vælge forskellige sværhedsgrader i OMM Silkeborg. Hvis ingen af jer er nogen haj på et kort, så prøv X35-banen, ellers er der frit valg mellem X35 svær, X50 og X70. X50 er den største klasse, og her er masser af konkurrenter på alle niveauer. Jeg har selv løbet X50 fem gange, og jeg synes stadig, at det er lige skægt.

I OMM UK kan du vælge en af de almindelige baner, som fungerer nøjagtigt som i Silkeborg ved, at man løber rundt til et forudbestemt antal poster i en bestemt rækkefølge. Hurtigste hold vinder. Hvis en af jer er god til at orientere, så skulle I dog prøve en Score-bane. Her får man et kort med en masser poster på, som alle giver forskellige point, man vælger selv ruten, og så har man et fast antal timer til at samle så mange point som muligt. Det er skægt! Man finder sig ofte helt alene med sin makker, og så får man for alvor at føle, hvor godt ens vejvalg var.

Test af Nathan Trail Mix væskebælte

Min vellykkede test af et Nathan Trail Mix væskebælte

Nathan Trail Mix væskebælte kan anbefales til mellemlange træningsture. Bæltet sidder behageligt, vægten generer ikke, dunkene er nemme at få op under løb, og indholdet af de to 300 ml dunke er samtidigt nok væske til at holde den værste tørstfornemmelse stangen.

Nathan Trail Mix Væskebælte

2x 300ml vanddunke og en lille taske. Ideelt til mellemlange træningsture.

Hvad skal jeg bruge et væskebælte til?

Hvad skal jeg bruge et væskebælte til? Dette var min indledende reaktion, da jeg skulle teste et Nathan Trail Mix væskebælte. Jeg har altid synes, at det var lidt fjollet, at folk ikke kunne løbe nogen steder uden at være klar til at krydse Sahara. På den anden side ved jeg også godt, at man ideelt set bør drikke godt før, under, og efter træning for at kunne yde optimalt og rense ud de affaldsstoffer, som kroppen danner, når man træner.

På lidt længere ture kan jeg godt blive lidt tør i munden, og selvom det er selvfølgelig stadig ikke er strengt nødvendigt at have væske med ud på ture på op til 3 timers varighed, så må jeg erkende, at det er meget rart. Nathan Trail Mix væskebæltet er med sine 2x 300 ml dunke ideelt til denne type ture med hensyn til mængde af vand og den lille taske til nøgler, energi, letvægts windbreaker, etc.

Generer det ikke at løbe med væskebælte?

Min (indtil nu uafprøvede) antagelse har været, at det var voldsomt generede at løbe med væskebælte, da det helt sikkert ville hoppe op og ned under hele turen.

Jeg tog fejl. Nathan Trail Mix bæltet sidder godt og stabilt under løb, selv under høj tempo intervaltræning generer bæltet ikke, hverken med sin vægt eller ved at dunkene hopper op og ned. Dunkene sidder begge sikkert i bæltet, men er samtidigt forbløffende lette at få op og ned under løb. Selve drikketuden på dunkene har den store fordel, at man ikke skal trække en tud op, drikke, og så lukke den igen, men at man blot skal tage det bløde gummimundstykke mellem tænderne og give dunken et let tryk.

Skulle du ønske at blive den lykkelige ejer af et Nathan væskebælte, så kan det købes på Runforest.dk.