Archive for July 2011

Sådan bruger du energibarer i dit løb

Sådan kan du som løber bruge energibarer

En energibar på det rigtige tidspunkt kan give dig det boost, som du har brug for til at holde tempoet eller bare komme over målstregen i nogenlunde hæderlig stil. Du skal ikke vente til allersidste øjeblik med at spise din energibar, da det kan tage op til en halv time før du oplever fuld effekt af baren. Hvis det skal gå hurtigt, så er det bedre at vælge en energigel, som så til gengæld ikke holder lige så længe som baren.

Du skal ikke spise for meget af hverken energibar eller energigel, det er ikke godt at løbe på. Jeg plejer på længere løb (det vil sige over 3 timer) som tommelfingerregel at spise én gang i timen, skiftevis en halv energibar og en hel energigel. Jeg synes en hel bar er for meget på en gang, så jeg deler den i to, alternativt har jeg anvendt Clif’s mini energibarer, hvor mini baren passer perfekt til en portion og smager tilmed godt.

Til almindelige træningsture på en halv til to timer ville jeg enten spise en halv energibar 15-20 minutter før afgang eller tage en gel med til sidste halvdel af turen. Og husk endelig at drikke masser af vand til både bar og gel, trods indbydende emballager så glider de ikke helt så let ned som et stykke chokolade hjemme i sofaen.

Efter løbetræning er der ingen grund til at spise energibar, der skal du vælge en proteinbar.

Spis proteinbaren efter du har løbet

Brug proteinbaren efter løbetræningen

En proteinbar hjælper dig ikke det store under løbet, der skal du bruge energibarer eller energigels. Proteinbaren sørger for at musklerne får tilført de proteinstoffer de skal bruge for at genopbygge sig selv efter træningen, der jo går ud på at rive muskelfibrene i stykker, så de bliver nødt til at bygge sig selv stærkere til næste gang.

Du skal spise proteinbaren umiddelbart efter du har trænet, som minimum inden for den første time, men altså helst lige efter løbetræningen. Personligt anvender jeg altid proteinbarer efter en etape på løb, der strækker sig over flere dage, som fx Sahara Race og Extremmaraton, da jeg tror på, at det hjælper mig med at restituere en lille smule hurtigere.

Sådan bruger du energigels, når du løber

Brug af energigel til løb

Energigelen er den hurtige version af en energibar, du kan normalt mærke effekten inden for 5 minutter, hvilket er nyttigt, hvis man kan mærke, at man er ved at gå død. En energibar virker noget langsommere, men giver til gengæld effekt i længere tid.

Energibar og -gel er supergode til at give mig det ekstra skub under fx et løb, men jeg kan ikke anbefale at spise mere end nødvendigt, da man bliver lidt træt af alt det sukkerstads i længden. Jeg spiser ikke mere end enten en halv bar eller en hel energigel i timen, og så kan jeg anbefale at skylle det ned med rigelige mængder vand.

Der er mange forskellige gels at vælge i mellem, og de fleste sports- og løbebutikker har et mindre udvalg. En af mine yndlings gels er GU, som du kan købe på www.REI.com. Leder du efter et produkt, der kan hjælpe dig med restitutionen efter træningen, så er det nok en proteinbar, som du skal have fat i.